Forf. har bl.a. skrevet Det store rumatlas 1996. Fagbogen udkommer i en ny forlagsserie. Hvert opslag belyser et delemne i en kort brødtekst, i mange farvefotos i forskellige beskæringer spredt ud over opslaget og med tilhørende fyldige billedtekster. Det giver mange kortfattede oplysninger, der som punktnedslag giver en spredt og spændende, men ikke en samlet, afrundet viden. Teksten bliver derfor lidt opremsende. Der er mange gode farvefotos af dyrene i deres omgivelser. Da mange er taget under eller i vandoverfladen, er det nogle gange svært at se de karakteristika, teksten omtaler. Bogen behandler mange emner omkring dyrenes adfærd eksemplificeret ved forskellige arter. Sidst i bogen behandler opslag kortfattet nogle enkelte hval-/delfinarter, hvalfangst og beskyttelse. Som helhed virker bogen noget kalejdoskopisk, så den egner sig bedst som bladrebog for børn. Efterspørgslen efter hvaler og delfiner synes umættelig. Den kan selvlæses fra 12 år. Via registret kan man få mere samlet viden om enkelte hvalarter, men det kræver mange opslag, fx syv opslag om blåhvalen. Lionel Bender: Hvaler og delfiner 1989 er lidt lettere. Mark Carwardine: Hvaler og delfiner i farver 1995 er opdelt efter arter og grundigere i sine beskrivelser.