Antologi af forfattere med tilknytning til Jammerbugtområdet i Vestjylland, der med deres ord og billeder giver et naturskønt område en velklingende tone stemt i både dur og mol, fjernt fra blot "jammer" eller altid "udkant".
Coffee-table-bog, hvor 28 forfattere med tilknytning til Jammerbugten, skriver selvvalgte ord. Som redaktionsmedlem Lissen Røtkjær skriver i sit forord: "Alle forfattere var fra starten af enige om, at emnet skulle være frit, og at teksterne ikke behøvede at handle om Jammerbugtområdet. Folk skulle skrive præcis dét, der lå dem allermest på sinde, for at give størst muligt engagement i skriveprocessen og dermed bedste resultat." Mange af bidragene er dog skrevet med konkret udgangspunkt i Jammerbugtområdet, men der er også beretningerne fra Grønland, Yemen og Portugal, og ikke mindst fra drømmenes og fantasiens verden. To tegnere har også bidraget til bogen.
Det er et interessant og anderledes litterært projekt de 28 forfattere plus to tegnere har gang i. Her er digte, småhistorier og livskloge krøller på sproget: "Livet har eksisteret så jeg længe jeg kan huske.../ Selv dengang vi intet vidste om nogen ting/ Hvorfor tror vi da at livet ikke kan klare sig uden os?". Samlet en vellykket og velgørende antologi.
Bjarne Nielsen Brovst, der også bidrager til denne bog, skriver lokalhistorisk fra området, andre anderledes egnsbeskrivelser er fx Keld Nissens digtsamling Fanø findes.