I denne direkte fortsættelse af Rød død følges to selvstændige historier, hvis spor knyttes (løst) sammen af forbindelser mellem hovedpersonerne: politimanden Lennartson og journalisten Kent Mortland, der sammen med datteren Paula er de bærende kræfter. Politiets indsats gælder især opklaringen af en serie mystiske selvmord, der viser sig at være hævnmord, mens Mortland sammen med datteren indblandes i nynazistiske kredses aktiviteter i Sverige og Tyskland med kidnapning og likvideringer som resultat. Seriemord, nynazister og forholdet mellem medier og politi er kendte stikord i en række gode svenske krimier, men denne bog er alligevel speciel. Den er mere volds- og actionpræget end de øvrige, og historiens to dele hænger ikke helt sammen, så yndere af f.eks. Mankell og Marklund vil føle sig mindre godt underholdt end hos disse. Selv om bogen er spændende, er sproget og historien lidt tynd, og selv om bogen også skildrer personernes personlige problemer med f.eks. at komme videre efter konens død i første bog, er de ikke så hele og sammensatte, at de bringer historien ud over spændingsbogsniveau. Men det er måske forventningerne ift. andre nordiske krimier det er galt med, for som ren spændingsbog er den ganske habil. Læs mere på www.mortland.nu også om de to sidste bind i serien.