En let og ligetil begynderbog for hundeejere, der i tekst og billeder fortæller om hundens fysiologi, følelsesliv og komplicerede forhold til mennesket.
Den erfarne forfatter, dyrlæge og hundeejer, Bruce Fogle, beskriver i bogen kort og godt hundens forudsætninger som en tæmmet ulv, han kommer ind på hundens psyke og socialisering, dens sanser og dens tilpasning til en tilværelse som kæledyr og menneskets bedste ven. Der er gode forklaringer i den korte tekst, og i en overflod af farvefotografier og i de tilhørende billedtekster giver Fogle et letforståeligt grundkursus i hundesprog og løsning af almindelige problemer med hunde.
Der er skrevet meget om emnet i forvejen, både i speciallitteraturen og i de mange almene hundebøger. Denne bogs styrke er dens lettilgængelighed og emnets præsentation i det effektive og genkendelige Dorling Kindersley-layout, som mange læsere allerede har erfaringer med fra andre kulørte hundebøger.
En overkommelig og letforståelig begynderbog for den kommende (eller uvidende) hundeejer, der sætter hende/ham i stand til at forstå hundens forudsætninger, sprog og vaner - og giver enkle løsningsforslag på de almindeligste hundeproblemer.