Henvender sig til læsere med særlig interesse for Estlands historie.
Oberst Richard G. Borgelin rejste til Estland for at hjælpe med at befri landet for bolsjevikkerne i den estiske frihedskrig 1918-1920. Krigen afsluttedes til esternes fordel, og Lenin skrev, at Sovjetunionen til evig tid gav afkald på estisk territorium. Da kontrakten udløb rejste Borgelin hjem med sit kompagni, men han kom tilbage igen som kurer for kejserinde Dagmar. Borgelin beskrives som kongetro og nationalist med stærke æresbegreber. Bogen afsluttes med en kort gennemgang af baggrunden for frihedskrigen samt biografiske oplysninger om Borgelin. Teksten er baseret på hans egen beretning (hvoraf dele mangler), der er skrevet i 1945. Bogen er udgivet af hans barnebarn.
Af Borgelin er tidligere udsendt Baltikum kæmper, 1941. Om dansk deltagelse i den estiske frihedskrig se fx Niels Jensen For Dannebrogs ære : danske frivillige i Estland og Letlands frihedskamp 1919, 1998. Estlands historie er beskrevet af Vello Helk Estlands historie kort fortalt, 1994.
I denne usædvanlige beretning får læseren et levende indblik i forholdene lige efter 1. verdenskrig, da esterne befriede sig for Ruslands besættelse. Interessant læsning fra en svunden tid.