Nyt til krybben med pegebøger. De søde illustrationer og den korte tekst kan bruges til børn i alderen 1-2 år.
Det er den tyske illustrator og forfatters første bog på dansk. Hun bliver præsenteret med en "flap- og følebog" som der står på omslaget. Hverken flapper eller føleeffekter vil frembyde noget problem i bibliotekssammenhæng. Flapperne er store, næsten på størrelse med en side, og bog og flapper er udført i kraftigt og smidigt karton. De indsatte føleeffekter er små og af ret lækre materialer, det virker ikke som om de bliver nussede eller går i stykker ved første gennemlæsning. Illustrationerne er traditionelle udført i en tegnestil der genkendes fra andre tyske billedbøger, de er store og overskuelige, og farverne er venlige. På venstresiderne ser man et voksent dyr fx hundefar, men hvor er hvalpene? De gemmer sig bag højresidens flap. Gennemgående figurer er et par søde børn, der på bogens sidste opslag viser sig at hedde Marie og Magnus. Den korte tekst arbejder med indlæring af forholdsord som på og under, inde og bag. Sammen med bogens tyske oprindelse får det mig til at tænke på næsten glemt skolelærdom "an, auf, hinter...." etc., hvor vi på dansk måske ville vælge at arbejde med modsætninger som oppe/nede, ude/inde.
Der kommer mange nye pegebøger, denne hører til blandt de mere traditionelle som mange børn og deres voksne også er glade for.
En sød og gedigen pegebog der holder til mange gennemlæsninger. Den appellerer til både syn, hørelse og følesans.