En lille billedbog til de 3-5-årige om en kamel med tre pukler. Den kan også bruges til en snak om at se anderledes ud og om at kærligheden overvinder alt.
Forfatter og illustrator udgav i 2008 Avataq Takornariallu, en billedbog på grønlandsk med parallel dansk tekst. Kamelen Flemming har tre pukler og bor i en zoologisk have. Han nyder at få maden serveret, men savner kamel-selskab. Dyrepasserne sætter ham sammen med andre kameler, men fjerner dem igen, fordi de er ved at dø af grin pga. de tre pukler. En dag kommer kamelen Sonja, hun griner ikke. Hun har selv kun en pukkel, er en dromedar. Flemming og Sonja kommer til at le hjerteligt af deres pukler. De bliver venner, så gode venner, at de sammen får en kamelunge med to pukler. Billedbogen er i et lille format. Teksten er sat i en sats, der minder om håndskrift. Historien fortælles i et enkelt, velskrevet og humørfyldt sprog. Humoren genfindes i de enkle farveillustrationer, der viser de let karikerede dyr uden megen baggrund. Forsiden viser kamelungen med de to pukler. Bagsideteksten giver indtryk af indholdet.
Billedbogen Kamel, 2013 er også en meget enkel historie. Rudyard Kiplings Hvordan dromedaren fik sin pukkel findes i en billedbogs-udgave fra 2005 og med titlen Hvordan kamelen fik sin pukkel, fra 2001.
Tekst og illustrationer fortæller sammen en lille humoristisk historie om at være anderledes og om at problemer kan overvindes, når man møder den rette, som man vil dele livet med.