Will Trent og Sara Linton er taget på bryllupsrejse på et smukt afsidesliggende bjergresort, men idyllen bliver hurtigt brudt, da de finder hotellets bestyrer livløs i bjergsøen. Hun er voldsomt mishandlet og udånder i Wills arme. Hendes sidste ord er "tilgiv ham". Til læsere af nervepirrende krimier.
McAlpine Hotel er et luksuriøst resort langt væk i Georgias bjerge. Stedet har været i familien McAlpines eje i flere generationer. Will har arrangeret deres bryllupsrejse dertil som en overraskelse for Sara, og også fordi stedet har en næsten mytisk betydning fra hans barndom på børnehjemmet. Men deres romantiske ferie bliver afbrudt, da hotellets bestyrer, Mercy McAlpine, bliver myrdet. Morderen må være at finde blandt de andre gæster eller McAlpine-familien, der også bor på resortet. Will og Sara kan ikke andet end at kaste sig ud i opklaringen af mordet, og det går hurtigt op for dem, at der er mange løgne og hemmeligheder gemt på hotellet. Det er 10. bind i "Georgia-serien" med Will Trent og Sara Linton.
Det er en velskrevet og spændende krimi, af den slags der er svær at lægge fra sig. Det er er et barskt, mørkt og veludført plot, med temaer som misbrug, partnervold og giftige familieforhold. Bogen kan læses uafhængigt af resten af serien.
Kan læses på linje med andre amerikanske krimier af fx. Tess Gerritsen og Harlan Coben.