Bogen er oversat fra norsk. Forfatteren er dr.med., amanuensis og overlæge. Han skriver m.a.o. sin bog på et solidt, videnskabeligt fundament. Det er en spændende, forholdsvis populær fremstilling. Han skelner mellem hypokondri og somatisering. Begge tilstande er psykiske. Ved hypokondri er det selve angsten for en alvorlig sygdom, der hæmmer patienten psykisk og socialt. Somatisering er udtryk for "en følsom krop". Psykiske forstyrrelser sætter sig som smertende symptomer, der hæmmer og invaliderer. Hypokondri er lettere at behandle end somatisering. Kognitiv terapi er midlet. K.t. tager udgangspunkt i her og nu. Man spørger ikke: hvad udløste tilstanden? - men derimod: hvad vedligeholder den? Hvordan er patientens tankemønstre? Man arbejder målrettet på at ændre den indre dialog i mere positiv/konstruktiv retning. Bogen giver grundig besked om terapiforløbet og metoderne. Der er litteraturhenvisninger og henvisninger til videnskabelige undersøgelser. Intet register, men god, detaljeret indholdsfortegnelse. Bogen kan læses bredt, men kernemålgruppen må være praktiserende læger. Det oplyses, at hypokondere udgør 8-10 prc. af patienterne, men forbruger ca. halvdelen af ressourcerne i en lægepraksis! De er beværlige.