I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen

En lang lyrisk monolog der handler om sin egen tilblivelse og om digtets og digterens evne til at trænge igennem til virkeligheden.

Ture Lykkegaards samling består af syv afsnit, men i virkeligheden er der tale om ét langt digt, eller lyrisk monolog. I en uafbrudt ordstrøm henvender det lyriske jeg sig til et du, en læser, hvor tonen skiftevis er formel eller intim. Som titlen også lægger op til, er der mange religiøse referencer i digtet. Skabelse, syndefald og arvesynd er gennemgående begreber, der forbindes med forestillingen om et oprindeligt nærvær eller uskyld - et "paradisets tungemål" - som skriften/digtet gennem syndefaldet for altid har adskilt jeget/digteren fra. Samtidig får digtet form af én eneste lang meta-tekst der har til formål at "fortælle dig/ hvordan det/ da gik, da jeg/ ville skrive/ dette digt".

Den religiøse metaforik og opfattelsen af digteren som et særligt udvalgt og anfægtet menneske peger tilbage til 1940'ernes danske poesi og gør bogen svær at anbringe i en nutidig kontekst.

Den monologiske form og noget patetiske retorik gør digtet navlebeskuende og selvtematiserende på en måde, så det aldrig peger ud over sig selv, eller kommer i den dialog med læseren, som det vist nok ønsker.

Læs hele vurderingen