Hans Jørgen Brøndum drev fra 1966 til 2003, mere eller mindre ene mand, sit eget forlag med tilhørende grafisk værksted, hvor han dels udgav eksklusive bøger hvor tekst og billledside havde samme ambitiøse kunstneriske niveau, og hvor han ydede en pionerindsats med udgivelsen af signeret originalgrafik i store oplag og til lave priser. Præstesønnen fra Lyngby kom på Akademiet, men indså at talentet bedre rakte til at formidle andres værker, og han indrettede sig tidligt med en stentrykspresse i forældrenes kælder. Den egentlige forlagsvirksomhed blev hjulpet på vej af venskabet med den ældre Ole Sarvig, og med årene fik han en omfattende venne- og bekendtskabskreds af betydningsfulde digtere og billedkunstnere. Brøndum fortæller veloplagt om sit lange arbejdsliv med bøgerne og grafikken, om arbejdet med at koble forfattere og billedkunstnere sammen, og om de tekniske og økonomiske udfordringer når de kunstneriske projekter skulle realiseres. Fremstillingen er krydret med masser af anekdotisk stof om de kunstnere han arbejdede sammen og om det selskabelige liv, der udfoldede sig i hans kælder i Nansensgade, hvor våde frokoster ofte trådte i stedet for honorarer. Den livlige erindringsbog, der nok mest vil interessere litteratur- og bogfolket, er illustreret med en lang række sort-hvide fotografier fra livet omkring forlaget.