Signe Fugleholm (f.1982) er som det måtte fremgå en meget ung lyrikerdebutant. Nærværende debut, digtsamlingen I kærlighedens savn, kredser måske ikke uventet, vurderet udfra forfatterens valg af titel, om lykke og sorg, om den forsmåede kærlighed, om den brændende længsel, om drømmene der så pludseligt og meningsløst brast og om den efterfølgende ensomhed. SÅ vidt, så godt og formentlig skrevet udfra et ungt hjertes stærke og dybe følelser og inderste behov, men resultatet, et lyrisk-melankolsk sværmeri der fra først til sidst overvejende bevæger sig i et stemningsleje af altmodisch smerte og med mere end bare et præg af pessimisme, formår nu alligevel ikke rigtig at overbevise, i hvert fald ikke undertegnede. Dertil synes samlingens enkelte digte også ofte at fremstå for ens indholdsmæssigt og tematisk og også sprogligt for ufærdige Denne unge debut lægger således ikke nye alen til lyrikken hvad angår form, emne eller indhold, men set og læst som eksponent for de første spæde skridt indenfor en genre hvis forfattere så at sige ofte søger at spejle sig selv, kan udgivelsen måske være af interesse for andre i en tilsvarende situation, samtidig med at samlingen tillige demonstrerer den gammelkendte sandhed om at al begyndelse er svær!.