Lettilgængelige og ligefremme digte fyldt af hverdagens magi om digterjegets kærlighed til Kirsten: "Kirsten skal vist til frisøren/ jeg har lavet stuedøren/som står netop lidt på klem/ til en sommerhavetid". For dig som læser digte.
Hverdagen og kærligheden til Kirsten og naturen er omdrejningspunkter. Digtene er inddelt i "Forårstanker", "Sommertanker", "Efterårstanker" og "Vintertanker". I "Forårstanker" er alt på vej til at springe ud: "her i Kirstens sommerhave/ findes nok et paradis/ men det gemmer sig og venter/ springer ud hvis man se det/ på sin ganske egen vis". I "Sommertanker": "Kirsten står og vasker op/ katten går og spinder/ og jeg står og kigger på/ og får varme kinder/ for min tanke er lidt fræk/ for jeg tænker/ tænk nu hvis/ kjolen pist forsvinder.... " Herefter følger efteråret, hvor Kirsten har fødselsdag: "jo i morgen bliver Kirsten 38 lisom sidst/ det er faktisk helt utroligt/ som hun holder sig såmænd..." Til sidst banker vinteren på: "nu er året snart forbi/ det må der være mening i/ jeg tror nok det skyldes/ at det nye år gemmer endnu en tid i Kirstens have...." De ledsagende småtegninger er af Inge Iversen. Jens Rosenhoff Christensen har også skrevet romanen Kaptajnen på Mælkevej.
Enkle hverdagsfilosofiske digte, der er lige at gå til.
En anden digtsamling med glimt fra hverdagens stille magi er fx Glimt af øjeblikke.