En kogebog til alle der ønsker at tabe sig ved at følge en seriøs kur. Dukan diæten er blevet meget populær, og denne bog vil derfor ikke kræve nogen form for formidling.
Her kommer opfølgeren til bestselleren Dukan diæten 2012, af den franske læge Pierre Dukan. Den velafprøvede og seriøse kur har vundet stort indpas her i landet, såvel som i andre verdensdele. Kuren er i grove træk baseret på et højt proteinindtag, og forekommer nem at gå til. Herværende bog er en kogebog med en samling af 200 opskrifter, som er udviklet til at bruge i Dukan kurens to første faser, angrebsfasen og vekselfasen. Retterne er varierede og spænder fra kylling, kalv og fisk til brød og desserter. Til hver opskrift hører et indbydende billede af den færdige ret. Bogens første del er forfatterens introduktion til kuren og tankerne bag. En udmærket kogebog indenfor et populært emne.
Der udgives rigtig mange slankebøger og herværende kogebog lægger sig i den mere seriøse ende. Kan sammenlignes med Low carb, 2003 af Amanda Cross, som også er baseret på et højt proteinindtag. Nogle af bogens kostprincipper minder om stenalderkost, hvorom Thomas Rode Andersen fx har udgivet Stenalderkost : palæo-opskrifter til det moderne menneske, 2012.
En seriøs og indbydende kogebog der knytter sig til den populære Dukan kur, der er baseret på et højt proteinindtag. Kogebogen er til alle, der gerne vil tabe sig ved at følge en veldokumenteret kur.