Frederik Dessau er født i 1927, så man må medgive ham, at han er et sted i livet, hvor der er mere at se tilbage på end frem til. Det er understrømmen i disse essay-agtige forløb, som er blevet til på baggrund af en måneds ophold i Rom. Og Rom er med sin lange historie, sine monumenter og sit forfald en god klangbund for Dessaus betragtninger. Det er karakteristisk for denne bog, at Dessau citerer i meget stort omfang fra verdenslitteraturen, fra værker, der optager ham osv. Det er en væsentlig del af denne bog, at Dessau forholder sig til disse ting. Teksterne har ingen titler, de bevæger sig ofte rundt i Rom men også i forskellige temaer som fx familien m.v. Men det er altså det levede liv og livets tilstundende afslutning, der er det centrale. Dessau er glad for de romerske kirker, som han nyder at opholde sig i - uden at tage religionen med. Dessau kan kokettere med at være blevet en Jeronimus med tiden - men det er nu ikke så fremherskende i bogen, der både kan forholde sig til den ødelæggende fundamentalisme, hvor den nu stikker frem, og til det vidunderlige italienske køkken, hvor man kan møde det. Bogen ligger altså i stil og indhold i fin forlængelse af Dessaus tidligere i genren med anvendelse som disse.