Kulturformerne i enevældens danske standssamfund behandles med tværvidenskabeligt afsæt i historie, antropologi, sociologi og etnologi. Omdrejningspunktet er bondekulturen og den bondeforagt, som florerede blandt alle udenfor bondestanden. Hvad kendetegnede bønders mentalitet og adfærd, og hvorfor behandlede man dem med ringeagt og nedladenhed? Bondeforagten havde sin rod i en særlig honnet kappestridskultur, som skabtes under de enevældige regimer, og som nåede et højdepunkt i sidste halvdel af 1700-tallet. Idealet var en aristokratisk præget livsstil, hvor man foragtede alle, der ikke beherskede den fornemme verdens symbolsprog og så ned på mennesker, der var dårligt uddannede og var nødt til at udføre fysisk arbejde. De fornemme lagde vægt på flotte titler og prangende rigdom, på kosmopolitisk dannelse og på at føre sig korrekt og sirligt i enhver henseende. I sammenligning hermed måttet de snavsede og socialt marginaliserede bønder fremstå som irrationelle skabninger - som dyriske mennesker i sansernes vold. Ikke alle bønder var dog ens. Jyder og fynboer fremstilledes i et gunstigere lys end især sjællandere, hvis stupiditet og dorskhed ingen grænser kendte. Men var jyderne virkelig mere arbejdsomme end sjællænderne, var fynboerne mere belevne end jyderne, og var den sjællandske bonde lige så åndssløv, som alle gjorde ham til?