Den unge amerikanske forfatter er fra San Fransiscos forlagsverden, men skriver også selv - selvbiografien Et hjertegribende værk af overvældende genialitet er tidligere udgivet i Danmark. Den roman, der her oversættes, skrev han i 2002. De tre unge hjertevenner Will, Hand og Jack er brat blevet decimeret til to, efter at Jack er blevet dræbt ved en trafikulykke, men Jack er i høj grad med i bogen, som skildrer de to andre venners forsøg på at rejse verden rundt - kun mod øst - på 7 dage og bruge 80.000 dollars, som de, vilde af ufattelig sorg og vrede over, at der ikke kunne gøres noget for Jack, desperat har villet bruge på at få ham mirakuløst gjort levende i Mexico, men hjernedød kan penge ikke hamle op med. Rejsen improviseres fra dag til dag og går til Senegal, Marokko og Estland/Letland, ikke så langt som de gerne ville, hjem til den uopsættelige hverdag, alt imens de med møje prøver at forære de 80.000 dollars væk. En fabulerende historie med manisk aktivitet og flash-backs til Jacks død og barndommens fælles oplevelser - "at få fat i universets tråde og derved kunne optrævle alting" - at vinde over søvnen og døden. En rablende uforudsigelig fantasi, formuleret i et vildt og opfindsomt billedsprog og en rammende skildring af en rastløs ungdomskultur.