Drift kontra lyst, den maskuline brunst overfor den feminine totale og dybe lystfølelse. Det er Toril Brekkes provokatoriske udgangspunkt i det man kunne kalde en seksualpolitisk roman. Ibsens røde lygte handler om perversioner. Romanen stiller spørgsmålet om (maskuline) deformerede drifter kan omformes til et socialt acceptabelt seksualliv og svaret er i nogle tilfælde ja. I de tilfælde hvor omkodningen ikke lykkes, må samfundet beskyttes mod voldtægtsmanden, lystmorderen og den pædofile. Romanens hovedperson, Gunilla er psykiater og sidder varetægtsfængslet for overtrædelse af pornografiloven og hun beder sin ungdomsven forsvare sig. Det afsløres til sidst (hvad bagsideteksten allerede har røbet), at hun har ladet seksualforbrydere leve deres lyster ud i en virtuel reality, og dermed beskyttet samfundet imod dem. Romanens styrke er dens sætten spot på væsentlige problemstillinger. Det er også en utrolig ordrig roman, og det er ikke det subtile, der er forfatterens stærke side. På trods af trivielle elementer, synes jeg dog at romanen lykkes. Der er en vilje og langt hen en evne til at dykke ned i kærlighedens veje og vildveje.