Il miglior fabbro

Et sted mellem biografi og poetik, digt og essay skriver Peter Laugesen om, hvor hans skrift begyndte: hos Kerouac, Ginsberg og alle de andre. Anbefales til læsere af poesi og fans, som vil i dybden med forfatterskabet.

"Det her er en bog om begyndelser", står der i forordet: "De bliver ved med at være der, og man bliver ved med at vende sig om for at kigge den vej, selv om man ikke må. Måske for at huske. Hvad var det? Hvad fik mig til det? Hvorfor begynder man at skrive?" Undersøgelsen af skriftens begyndelser fører tilbage til inspirationskilder som Jack Kerouac (den "første" og "største"), men også længere tilbage til forfattere som Ezra Pound (af Eliot kaldet "Il miglior fabbro", dvs. "den større mester"), Rimbaud, Dante, osv. Undersøgelsen peger dog også fremad på forfattere som Lars Norén og Thomas Pynchon og ikke-litterære inspirationskilder som Røde Mor og John Coltrane.

Intertekstuel genrehybrid, der konstant veksler mellem det prosaiske og poetiske, men stilen er inderlig og personlig hele vejen igennem. Som sådan er bogen genkendelig "Laugesen'sk" (uregerlig, smuk og strittende), selvom undersøgelsen fører tilbage til, at "man er en fremmed". Er man ny udi Laugesens univers, er dette ikke bogen at begynde med.

En nulevende, dansk digter, der skriver ditto personligt og funderet i litteraturhistorien, er Klaus Høeck, fx My heart.

Læs hele vurderingen