Kan være til inspiration for alle, der har med heste at gøre. Jeg vil ikke tøve med at anbefale bogen selv til nybegyndere.
Her er en fortrinlig og tilgængelig bog om indlæringspsykologi for hest og rytter. En bog skrevet fra den praktiske danske "hestevirkelighed", som jeg tror mange hestefolk savner på hylden. Forfatteren er dyreadfærdsterapeut. Bogen er forbilledlig direkte og i så forståelig tekst, at man føler øvelserne nemt omsættes til praktisk virkelighed i enhver stald, fold, eller på en dejlig grøn eng. Forfatteren understreger netop, som man også kan se af de illustrerede øvelser, at den indlæringspsykologiske træning ikke kræver specielle forudsætninger, store vidder eller magiske redskaber! Jeg tror mange hestefolk ligesom jeg har siddet og læst med stor interesse i de efterhånden mange bøger om horsemanship, populært kaldt "hestehvisken" og stillet sig spørgsmålet: "Jamen hvordan gør man, sådan helt konkret og praktisk?" Det kan man faktisk lære i denne bog. Bogen er inddelt i logiske områder: "Adfærd og baggrundsviden", "Indlæringsteori", "Træningsmetoder", selvfølgelig behørigt med eksempler på øvelser og en case-samling.
Et par andre gode indenfor horsemanship er Fra mine hænder til dine af Monty Roberts og Perfekte partnere af Kelly Marks. Denne nye bog er umiddelbart mere praktisk direkte anvendelig.
Sympatisk og dejlig praktisk anvendelig hestebog, der både kan bruges til drevne hestefolk og til nybegyndere. En rigtig godbid på hylden.