Om styling for frodige kvinder, dvs. hvordan man vælger det mest flatterende tøj til kvindekroppe, der ikke har modelmål - hermed rammes en stor kvindelig målgruppe. Forfatteren er kendt fra tv og hendes foto på bogens forside er blikfang.
Den tv-kendte danske musiker bor nu i USA og har skrevet sin første bog. En sympatisk, udmærket lille håndbog om hvordan fyldige kvinder kan vælge den rette påklædning. Hun er selv model på mange af bogens fotos og skriver personligt, ukrukket og imødekommende. Der er gode forslag til tøjvalg til forskellige kropstyper (bl.a. æble-/pæreform), tips til makeup og andet nyttigt. Hudplejerådene er inddelt efter aldersgrupper 20-40 (foreslår bl.a. rensning af porrer!), men bogens vejledninger om tøj m.v. kan sagtens også bruges af kvinder fra 50 og op. Sproget er ligetil, layoutet levende og varieret med scrapbogspræg. Forsiden er sød og sjov, lidt som en poesibog, men titlen er ikke ret tydelig.
Der er kommet flere bøger om styling og påklædning i de senere år, denne kan bedst sammenlignes med Trinny & Susannahs bøger og Hvad klæder mig af Christina Wedel. Nogle af illustrationerne er i stil med dem fra Nynnes dagbog.
Uhøjtidelig, personlig og anvendelig håndbog for fyldige kvinder, skrevet af tv-kendt musiker med flotte kurver. Hun fortæller frejdigt og imødekommende om hvilket tøj, frisurer, hudpleje m.v. der passer bedst til de forskellige kropstyper. Varieret layout med både sjove og instruktive illustrationer. Dårligt læsbar forsidetitel.