Dette er bog nummer 16 i serien. Ligesom de tidligere bøger er den kendetegnet ved stort format og mange flotte illustrationer, der består af farvefotografier og enkelte tegninger. Denne gang drejer det sig om sociale insekter fra hele verden: Bier, hvepse, myrer og termitter. Det fælles kendetegn ved de omtalte arter er, at de lever i samfund, der i nogle tilfælde kan tælles i hundredtusinder. Der er dog også kortere omtale af enlige slægtninge og af andre insekter, der undertiden optræder i store skarer. Bagest findes ordforklaring og stikordsregister. Bogen er inddelt i fem afsnit, der hedder: Præsentation af insektsamfund, sådan fungerer insekter, livet sammen, livets gang og fakta om insekter. På hvert opslag behandles et bestemt emne. Der er her en brødtekst, der er sat med ret store typer og illustrationstekster til de forskellige billeder. På forsiden ses flere eksempler på sociale insekter med en flyvende gedehams som blikfang. En flot og ret omfattende bog til naturinteresserede børn og unge. Kan læses fra elleveårsalderen.