Om psykoterapien i et idéhistorisk praksisperspektiv, og om de krav om evidens, som den mangfoldige psykoterapeutiske praksis mødes med af de vestlige stater, hvor det kræves, at den skal legitimere sig med henvisning til statistisk evidens, hvis den skal få statslig støtte, idet staten vil være sikker på, at dens midler bruges på videnskabeligt beviselige behandlinger. Det vises, hvordan dette legitimeringskrav sætter mange psykoterapeutiske praksisser under pres og favoriserer visse former for psykoterapi frem for andre, idet de lettere kan integreres i det evidensbaserede perspektiv.
Integrationen af psykoterapi og læringsmodeller i et praksisudviklingsperspektiv
