En novellesamling om det grønlandske folk og samfundsliv, der sprogligt er delt i to halvdele med noveller på dansk og grønlandsk.
En novellesamling der rummer fortællinger og anekdoter skrevet ind i en eventyragtig fortælleform med overnaturlige hændelser. Derigennem skildres et grønlandsk samfund, der har udviklet sig væk fra de gamle traditionelle livsformer og værdier til et moderne samfund med alkohol og misbrug. Den første fortælling er en barsk socialrealistisk beretning om svigtede børn i en misbrugsfamilie, der lever deres eget liv uden omsorg fra deres forældre. Temaet med svigtede børn går igen i flere noveller, og indgår i den generelle kritik af det grønlandske samfund under det grønlandske hjemmestyre. Novellernes stil er en afvæbnende humor i de fantasifulde beretninger, og herunder en ironisk undertone der udtrykker kritik mod samfundets politikere. Forfatteren (f. 1969) har udgivet flere bøger på grønlandsk og en enkelt på dansk.
Bogen kan emnemæssigt sammenlignes med forfatterens bog fra 2002 En sjæls inderste kammer, hvor sproget er dansk.
En samling noveller og anekdoter hvor det samfundskritiske budskab fremtræder klart og viser engagement og medfølelse. Samlingen er af lidt blandet kvalitet, idet sproget og fortælleformen ikke altid fungerer helt vellykket. Det er godt med en udgivelse om det grønlandske samfund på dansk og grønlandsk, der er med til at forbinde Danmark og Grønland.