Bogen er skrevet med undervisning for øje. Den henvender sig til eleverne på ungdomsuddannelserne, men andre interesserede kan også anvende den.
Forfatteren er cand.mag. i samfundsfag og historie. Han har rejst i længere tid i Israel og Egypten og skrevet speciale om Israels udenrigspolitik. Med afsæt i den jødiske indvandring til Palæstina fra slutningen af 1800-tallet beskrives statens Israels dannelse og udviklingen i konflikten mellem palæstinensere og jøder. Det hele er sat ind i en sammenhæng med den øvrige udvikling i Mellemøsten og stormagters særinteresser og magtspil. Bogen er meget faktuel og forfatterens eventuelle sympatier skinner ikke igennem. Brødteksten er suppleret med uddrag fra kilder.
På de større biblioteker er der mange titler i DK5-gruppen 98.22, særligt hvis de engelsksprogede bøger medregnes. Denne bog udmærker sig ved en høj grad af fakta og en forståelig formidling af en kompleks konflikt.
En god bog der på forholdsvis få sider får formidlet et emne, der ikke er så ligetil, og hvor der skal holdes styr på mange aktører. Den kan med succes anvendes bredere end til bogens definerede målgruppe.