Alle jagt- og naturinteresserede samt fotografer vil finde fornøjelse og inspiration i bogens historier og fotos. Bør også formidles til fotointeresserede.
Michael Sand er kendt fra flere natur- og jagtbøger, som bl.a. den meget fantastiske bog Forsvaret og naturen, der er i international klasse, men i jægerkredse nok især for 10 årgange af Jagtårbogen. Denne helt nye bog følger sporet efter sidste års Jagtbogen : Råbukken og mange andre oplevelser fra hele verden, hvor denne bog er af tilsvarende bred interesse og delvist med temaet kronhjorte. I 16 artikler, hvor rigtigt gode fotos og tilhørende tekster udgør hver sin halvdel af den store læsefornøjelse, kommer vi verden rundt på mange former for jagt og med mange gode naturoplevelser. En del af historierne er fra Danmark, men ellers bringes læserne til New Zealand, Tanzania, Tyskland, Tjekkiet, Sverige og USA. De fleste historier er oplevet af Michael Sand og fortælles i en direkte og engageret journalistisk stil, der giver en rigtig god læseoplevelse og lige så megen udlængsel.
Bogen er på helt samme høje niveau som de lignende bøger af Michael Sand Jagtårbogen og Jagtbogen : Råbukken og mange andre oplevelser fra hele verden, og især billedsiden hæver de enkelte artikler og helheden på et niveau over artikler i jagttidsskrifter og øvrige udgivelser i bogform af jagtberetninger.
Fremragende formidling i billeder og ord af jagt- og naturoplevelser. En bog der kan formidles bredt også til ikke-jægere.