Omkring år 2020 står verden på randen af en altudslettende atomkrig mellem USA og Kina. Amerikanerne udnytter en fjernstyrtet blåhval til at rette et første slag mod den kinesiske flåde, og inden gengældelsesaktionen er der aftalt et videotopmøde, hvor alle har stålsat sig til at få krigen erklæret. Men det lykkes en peruviansk shaman at gribe ind i scenariet lige på dette sted. Han får reddet jorden og indsat kærlighed og miljøbevidsthed som de bærende elementer i menneskeligt samliv. Psykiateren Stanislav Grof har hidtil brugt hele sit aktive liv til at studere og beskrive bevidsthedsudvidelser, dels ved hjælp af LSD eller meskalin, dels ved hjælp af åndedrætskontrol. Hans hovedværk Den indre rejse er siden 1985 kommet i fire bind plus en introduktion. Her kommer så en fiktiv behandling af det samme emne. Men stil ikke bogen blandt science fiction-romanerne. Potentielle læsere er dyrkerne af f. eks. Den niende indsigt. Skønt der er megen shamantro i bogen, er der også både intense slagscener og lystig sex. Blandingen fængede ikke rigtigt hos mig, dertil var der for mange skematiske personer, Jeg tror dog, bogen vil få en trofast menighed, der deler forfatterens håb for klodens fremtid.