"Schack spiller (...) de danske temaer, som han ville spille ethvert jazztema - dvs. lidt på Drew'sk facon (eller rettere: Peterson'sk) - og således med så mange ornamenteringer og påfund, at det hele, snarere end en symbiose, føles som en kamp mellem de to, jazzen og det danske, en kamp, jazzen vinder temmelig stort hver gang. Selv om det swinger godt og gammeldags hos Schack og i hans ' fordanskning' af repertoiret, så mangler man alligevel klarere holdning til denne melodiskat".