Det er en tendens i disse års lyrik at jeget ikke blot snævert defineres af kroppens grænser, men også er en del af den større sammenhæng der omfatter slægten og historien. Allerede titlen på Jan Thielkes anden digtsamling lægger op til en sådan tolkning. "Udgravning" hedder ligefrem den første af de fem suiter, som samlingen består af, og de fleste af teksterne har da også karakter af en rejse gennem livsaldre og erindringslag, spejlet ikke blot i det individuelle og eksistentielle, men også i et større historisk perspektiv med mængder af bibelske og mytologiske referencer. Jeget er ikke mere udelukkende defineret af sit køn, men i lige så høj grad af alder og tid: "Det er sandt./ Hjemme underholdt man mig måske nok/ med tyngdekraft og mit slægtskab,/ men først nu mærker jeg det, -". At læse en "betydning" ud af digtene som her skitseret er alt andet end ligetil, og vel også reducerende i forhold til deres kompleksitet. JT's tekster er vanskeligt tilgængelige i deres særegne kombination af meget personlige symboler og billeder med en omfattende historisk og litterær traditionsbevidsthed, og de åbner sig først glimtvis efter en ihærdig indsats fra læserens side.