Forfatteren har i andre fagbøger taget emner der berører børn og unge op, fx i Før den første gang, 2001. Den havde Steen Langstrup også illustreret. Seks skilsmissebørn kommer til orde i interviewform. I mellem disse er det forfatteren der belyser emnet set fra mange vinkler, ofte med udgangspunkt i det foranstående interview. Fx børns reaktioner på skilsmisse, samkvemsret, at børn føler sig ansvarlige for at de voksne trives, at forældre kan tale grimt om hinanden, at leve som delebarn og problemer med stedfar/mor og stedsøskende. Forfatteren er god til at belyse problemerne set fra begge sider. Hun kommer med brugbare råd, sætter fokus på og har forståelse for de følelser og tanker den unge kan have. Hun gør det i en letforståelig form, berører det psykologiske uden at gå i dybden, derfor bliver bogen en støtte for skilsmissebørn fra 11 år og unge - også til at klare nogle af problemerne selv. At der kan være behov for voksenhjælp nævnes og henvises der til. Teksten er sat i to spalter i en åben sats. Sproget er ligefremt og uhøjtideligt, og stilen i de s/h stregtegninger passer fint hertil. Forsidens illustration og titlen gør det nemt at få øje på bogen, og bagsideteksten, et udsnit af forordet, giver ide om hvordan emnet behandles.