Ny stærk novellesamling af JS. JS er bedst, hvor han forener sin kuldslåede socialrealisme og afbalancerede kynisme med en varm understrøm af håb i en stil, der også engagerer læseren. Det lykkes i mesternovellen "Sara", der handler om den nyrige yuppie Leif, der lige er smidt ud af konen uden udsigt til at se deres fælles barn. Han rykker ind i en af Frederiksbergs dyreste herskabslejligheder og midt i en cool selvransagelse støder han ind i den fantastiske og mystiske Sara, der oven i købet er hans nabo. Han forelsker sig vildt - det umage par er beskrevet smukt og præcist - men noget stemmer ikke. Sara er hemmelighedsfuld og viser sig at opholde sig ulovligt i DK og tvangsudsmides af myndighederne. Tilbage er en lamslået Leif - nu uden hverken kone, kæreste eller barn. Og situationen kan ikke klares med det rigtige kreditkort. JS' ærinde er hele vejen at hænge sine nyrige og lidt åndløse succesindivider ud ofte i direkte konfrontationer med det afstumpede liv og volden i begge ender af socialskalaen. På en eller anden måde lidt anakronistisk og patetisk, men absolut vedkommende til det uhyggelige. JS får med sin nøgterne og næsten kirurgiske prosa igen mejslet nogle profiler, der ikke sådan lige er til at ryste af sig.