Jeg har elsket dig så længe

Den danske titel, Jeg har elsket dig så længe, kan lede tankerne hen på en frisk, gammel dansk slager, men Il y a longtemps que je t'aime (2008) er alt andet end en omgang årgangs-Marguerite Viby. Det er en lavmælt, indtrængende og psykologisk overbevisende studie af en kvindes mobilisering af styrke på trods af alle odds. Et uafrysteligt portræt af et knudemenneske med frygtelig fortid. Filmens kernepublikum er voksne mennesker med forkærlighed for fransk film, når etiketten signalerer tankegods og vedkommende filmkunst. Men filmen er så eminent spændende og fortalt i sit eget afsøgende tempo, at alle med interesse for moderne fortælleudtryk vil sætte pris på den originale historie.

Efter 15 år i fængsel vender Juliette tilbage til samfundet. Hun bliver indlogeret i sin søsters hus, hvor mand og to børn skal forholde sig den tante, som de aldrig før har set. Og spørgsmålet trænger sig på: Hvad har Juliette bedrevet, som giver en så lang fængselsstraf? Den indelukkede og kølige Juliette må kæmpe en hård kamp for accept og viljen til livet.

Juliettes hemmelighed tåler sammenligning med en lignende frygtelig afsløring i William Styrons filmatiserede bestseller Sophies valg, men stil og empati kan føres tilbage til nybølgeinstruktører som Chabrol og Rohmer.

Spillet er eminent i alle roller, men Kristin Scott Thomas' præstation som Juliette er af den sjældne karat, der kan gøre en hel film. En meget rørende film med stor omsorg for sine små menneskebørn.

Læs hele vurderingen