Jeg låner sekunder

Digte om tid og død. Til yndere af haiku og smuk poesi om nuets kraft.

38 digte skrevet til en udstilling i kapellet på St. Heddinge Ny Kirkegård. Der er tale om kortfattede, haikulignende digte med 3 strofer på 2 verslinjer. Temaet er begrebet tid, og digtene kan siges at sætte ord på tidens, i særdeleshed nuets, ubegribelighed. Ofte er det billeder af et jeg, der betragter den store natur, som skaber en metaforisk begrebsramme for tiden: "Smag duggen / for første gang // let som et kys / fra et lille barn // på din kind / det er smagen af nu." Tiden kan også opfattes som noget, vi låner af verden: "Jeg låner sekunder / af en stjerne // af rosenbladet / af kattens øjne som gnistrer // en dag skal jeg / betale dem tilbage / med renter." Døden, enten i form af tiden, men også i form af genstande fra kirkegårde, er nærværende i det fleste digte.

Er skrevet i et "selvforglemmende" nu, som skaber rum for spontanitet, men totalt set fører det til en strittende digtsamling, hvor det kan være svært at se sammenhængen. Mange digte er smukke, som her: "Der bliver ikke / noget tilbage af et menneske // andet end alt det / det var // et univers af muligheder / splintret i et eneste øjeblik som dette." Glæden ved selvforglemmelsens nu og livet i dets ubegribelighed hyldes side om side med memento mori: Husk at du skal dø.

For mere kirkegårdspoesi, se Asger Schnacks Stemmer og stenMørket er lysets chance. Se også Claus Grymers Mørket er lysets chanceFor mere kirkegårdspoesi, se Asger Schnacks Stemmer og sten. Se også Claus Grymers .

Læs hele vurderingen