Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Jeg skal til lægen


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2002

af

af

Knud Stadelund (skole)

d. 30. sep. 2002

Denne billedbog præsenterer familien Jansen, der består af far, mor, tre børn, en hund og en kat. Da familien vågner en morgen, har Julie ondt i halsen, og de aftaler tid hos lægen. Fru Jansen tager alle børnene med, og de venter i venteværelset. Lægen kikker på børnene på skift. Jacob har forstuvet sin hånd og får armen i en slynge. Julie får undersøgt hals og ører og bliver lyttet på. Diagnosen er en mild lungebetændelse. Lille Jacob skal have en vaccination og nogle dråber, så han ikke får polio. De henter medicin på apoteket, og Julie bliver lagt i seng, da de kommer hjem. Da far kommer hjem, skal han se Jacobs slynge, medens fru Jansen har haft en trættende dag. Det er en fredelig og udramatisk fortælling om et besøg hos lægen. Bogen, der er oversat fra engelsk, kan selvlæses fra 3.-4. kl., hvor den ikke vil have interesse. De farvelagte illustrationer er holdt i en venlig, enkel og udtryksfuld streg. Undervejs skal/kan man finde en lille gul and på hver side. Skolebibliotekerne har enkelte titler om lægebesøg, men den foreliggende titel kan primært anvendes som en voksen/barn bog for børn, der er yngre end folkeskolens elever.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2002

af

af

Lene Kristiansen

d. 30. sep. 2002

Ny serie hvor også titlerne Jeg skal ud at flyve, Jeg skal til tandlægen og Jeg får en hundehvalp annonceres. Målrettet mindre børn fra 2-3 år og illustreret af Stephen Cartwrights hyggelige tegninger, og han har ligesom i De første tusind ord tegnet en lille gul and, der gemmer sig på siderne. Historien er det så som så med, handlingen springer over et par steder og koncentrerer sig om det primære, nemlig lægebesøget, uden på nogen måde at gå i dybden. Jansens 3 børn skal til læge, Jakob har ondt i armen, Julie hoster og lille Jokum skal vaccineres. Den kvindelige, moderlige læge trykker lidt på armen og konstaterer den er forstuvet, Julie bliver følt, set på og lyttet til med en mild lungebetændelse som diagnose, og Jokum får en sprøjte på ét billede og en dråbe på tungen for polio på et andet, og så er besøget slut. Ikke meget bevendt til andet end at vise, at lægen er en rar person og at det ikke er et bekendtskab, der gør ondt & så selvfølgelig at finde anden i Cartwrights fortællende tegninger. Mette Jørgensens Hos lægen 1992 er uden sammenligning stadig den bedste bog om emnet, og til de små er Totte hos lægen (nyudgave 2001) også et bedre bud.



Informationer og udgaver