Stærke og rørende digte om at miste en mor, der vælger livet fra. Til alle lyriklæsere.
Norske Karoline Brændjord debuterer med en samling digte, der for de flestes vedkommende er uden titel og meget forskellige i udtryk og længde. Emnet er dog det samme, nemlig at ens mor forlader en og tager sit eget liv.
Digtene er følsomme, stærke og triste, men også smukke. Forfatteren arbejder med forståelse og tilgivelse, med logik og fantasi, syner og sansninger. Det bliver aldrig så trist, at man ikke kan holde det ud, og digtene rummer håbet om at blive hel igen. Digtene har utvivlsomt litterær kvalitet, og digtsamlingen har vundet den norske Kritikerprisen 2020 samt Tarjei Vesaas' debutantpris 2020.
Christian Dorphs digtsamling Jeg slog min far ihjel har samme tema og er fra 2021.