Guldalderkunstneren J.Th. Lundbyes værker og alt for korte liv beskrives i denne bog, der sammen med en udstilling i Kalundborg markerer kunstnerens 200-års dag. For alle, der interesserer sig for dansk kunsthistorie.
Kalundborg markerer bysbarnet Lundbyes fødsel den 1. september for 200 år siden med en udstilling af værker, der befinder sig på private hænder. Udstillingen er kurateret af Maja Lisa Engelhardt, der selv stammer fra Kalundborgegnen, og kunsthistoriker Sarah Fredholm. Bogen viser en række af Lundbyes tegninger og skitser, der viser fx landskaber, oldtidslevn og især studier af kreaturer og andre dyr ude på gårdene. Hans Edvard Nørregård-Nielsen fortæller om J.Th. Lundbyes liv, der fik en brat afslutning i 1848 efter et vådeskud, mens han var indkaldt som soldat. Nørregård-Nielsen afslutter sin artikel med en oversigt over den litteratur, der er tilgængelig om Lundbye. Bogen har også flere uddrag af Lundbyes dagbogsnotater.
Nørregård-Nielsen er en uforlignelig fortæller, der i et fyndigt og levende sprog med stort overskud beretter om Lundbye. Det er meget interessant at læse, ligesom bogens udsøgte udstyr og fine illustrationer.
En anden meget fin bog om Lundbye, hvor Nørregård-Nielsen også bidrager, er Længsel - Lundbye og Kierkegaard fra 2013.