Bøger / faglitteratur til børn / biografier

John Lennon - en generations stemme


Beskrivelse


Om John Lennons (1940-1980) liv og arbejde som rockmusiker med the Beatles og om hans senere solistkarriere.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. juli 2002

af

af

Bodil Pedersen (skole)

d. 4. juli 2002

En fagbog der føjer sig til rækken af bøger om biografier af store personligheder inden for politik, sport, rumfart osv. Her drejer det sig om en genial musiker, der i højere og højere grad arbejdede på at skabe en fredeligere verden. John Lennon karakteriseres som den mest udadvendte og humoristiske Beatle, hvis tekster var meget poetiske. Lidt populistisk tager bogen udgangspunkt i, at John var vild med at lave ballade i skolen og dumpede sine eksaminer som teenager, hvilket gentages i bagsidetekstens indledning. Hans liv og karriere beskrives i en kronologisk opbygning. I et mix af meget korte tekster, et velvalgt fotomateriale kombineret med faktabokse og citater haster man i glimt gennem John Lennons liv, Yoko Onos indflydelse og berømmelsens op- og nedture. Bogen er let læst og kan anvendes til temaarbejder og projekter fra 5.-6. klasse. Den kan fungere som inspiration til at læse mere nuanceret og grundig litteratur om Lennon og The Beatles. Der er et udmærket stikordsregister, ordforklaringer og tidslinje samt en enkelt internetadresse.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. juli 2002

af

af

Ulla Møller

d. 4. juli 2002

"Itś twenty Years ago Today" sang The Beatles i 1966. I dag, mere end 20 år efter mordet på John Lennon, over 30 år efter gruppens opløsning og 40 år efter gennembruddet er der unge, der kunne være børnebørn af gruppens første fans, der dyrker The Beatles. De hører deres musik, og til en opgave om en kendt person vælger de et af gruppens medlemmer. Det er disse 14 -16-årige, denne bog i Flachs ́forlagsserie Biografier henvender sig til. Den rummer ikke nye oplysninger, men en letlæst tekst suppleret med mange fotografier og Lennoncitater fra andre bøger fortæller om en moderne mytes liv og karriere. Fra barndom og skolegang i efterkrigstidens Liverpool, via gruppen The Quarry Men til det møde med Paul McCartney, der førte til skabelsen af The Beatles. Om årene med turneer, pladeudgivelser og succes, men også med personlige tab og problemer. Ægteskabet med Yoko Ono fører til nye veje i Lennons liv, og indtil han brutalt skydes ned i New York i december 1980, er han en ivrig forkæmper for fred og frihed. Bogen slutter med en ordliste, en tidslinie, et stikordsregister og en litteraturliste. Den nævner bl.a. Dowswell John Lennon, Flachs 2001, som minder om nærværende titel, men er mere dybtgående og analytisk, uden at være sværere at læse og forstå.



Informationer og udgaver