En digtsamling der typisk vil have et snævert publikum i lighed med de fleste andre digtere, der ikke er kendt blandt et større publikum. De fortrinsvis korte prosadigte er ikke svære at gå til, men digtsamlingen er nok mest for de større biblioteker med et aktivt lyrikpublikum.
Det er naturbeskrivelserne der i lighed med en del af EHs tidligere lyrik står som det mest centrale motiv i denne digtsamling. I nogle digte maler EH næsten helt konkret et sprogligt motiv frem: "Uudgrundeligt/dæmper lysegrøn/det mørkegrønne/i løvets tændte elevator./Trækker de fyldigste/øjeblikke til sig"//. Men EH løfter sig også andre steder op og ud i et mere næsten andægtigt betragtende perspektiv: "...Tranen bryder/stilheden/med deres vinger.//Solen danser/ude over havet/med sig selv//. EH supplerer det klassisk naturlyriske med et opløst moderne anslag, hvor elementerne er opløste, og hvor digtene danner et brud eller et udfordrende modstykkke til de mere tilgængelige naturdigte: "..Værsgo en pære/under en tagrende/under et udtog. /Mest en kold ændring værd:/en barfodet skærm.//".
EH har skrevet en række digtsamlinger, hvoraf mange opererer med samme tematik omkring naturmotiver fx i samlingerne Dråbetårne, Tyvens døgn og Sangskygge. Det er svært at se udvikling i EHs lyrik - han må snarere opfattes som en lyriker, der vedvarende udforsker sit område.
EH er en habil lyriker, der har greb om sit stof og sine virkemidler uden at teksterne overalt rigtig kommer til at leve.