Bogen kan betragtes som et indlæg i debatten om klimaforandringer og om hvordan vi efterlader en jord til vore efterkommere, som de kan overleve i. Bogen handler også om, hvor vores kristne tro er på vej hen. Bogen giver således både materielle og åndelige fremtidsvisioner.
Bogen er udformet som en "science-fiction-brevveksling" fra år 2018. Martin Lönnebo er pensioneret biskop fra Linköping stift, og Stefan Edman er en kendt debattør i Sverige vedrørende miljø- og klimaspørgsmål. De to udveksler synspunkter på FNs og WHOs indsatser for ar få bragt CO2-udslippet ned, og ifølge deres visioner er der indtil 2018 sket meget i den positive retning, men det går alligevel galt. En påmindelse om, at det åndelige også skal dyrkes. Der er ikke blot referencer til nuværende internationale tiltag, helt tilbage til de græske tragedieforfattere kommer vi med relevante henvisninger.
Bjørn Lomborg har sat en diskussion i gang om, hvad vi skal vælge, i forhold til hvad vi har råd til, altså et valg mellem forskellige materielle tiltag. Denne bog siger, at det ikke kun er et valg mellem materielle ting men også at tilvælge både materielle og åndelige værdier.
Bogen er et spændende indlæg i den standende klima- og miljødebat, men kan måske være svær at formidle på grund af sammenblandingen mellem hvad man skal gøre, og hvad man skal tro.