Alle de mange Jussi Adler-Olsen fans vil kaste sig over denne nye krimi fra hans hånd. På mit eget bibliotek er der allerede en lang kø, så bogen kræver i virkeligheden ingen formidling. Krimilæsere, der endnu ikke har læst nogle af hans bøger, kan godt begynde med Journal 64. Forsiden forestiller et gammel, slidt og iturevet journalomslag, med en rapport indeni. Bagsideteksten formidler fint bogens handling.
Carl Mørck, leder af politiets afdeling Q, der efterforsker gamle uopklarede sager, får denne gang virkelig kam til sit hår. Samtidig med at Carl Mørck skal jonglere sin skilsmisse, en mordefterforskning, han er indblandet i - men på den forkerte side, sin nye kærestes barn og barnebarn samt sine assistenter og kolleger, havner han i en efterforskning, hvor fem personer forsvandt sporløst i 1987. Denne efterforskning fører til det uhyggelige kvindehjem på Sprogø. Og pludselig er både Carl Mørck og hans assistent Assad truet på livet i en sag, der antager politiske dimensioner.
Vil man læse mere om de ulykkelige kvindeskæbner på Sprogø, så kan man læse om nogle af de virkelige skæbner derfra i bogen Letfærdig og løsagtig - kvindeanstalten Sprogø 1923-1961 af Birgit Kirkebæk.
Romanen Journal 64 behøver nærmest ingen anbefaling. Men det får den nu alligevel. Bogen er spændende, humoristisk og virkelig ubehagelig i de scener, der beskriver hvordan man opfattede de kvinder, der var så uheldige at havne på Sprogø. Det er en virkelig god krimi.