Here come the aliens
Kim Wilde
Emneord
Anmeldelser (3)
Pitchfork
d. 19. apr. 2018
af
af
Eric Torres
d. 19. apr. 2018
"The long-delayed second album from Tinashe includes a handful of bulletproof bops but has arrived as a fragmented vision of the popstar's many talents ... The disjointedness is a shame, because Tinashe's voice throughout remains as syrupy and adaptable as ever: She climbs to the highest reaches of her falsetto on "He Don't Want It" and later drops to a deep, grainy tone on the hard-bitten, electric-guitar ballad "Salt." In both instances, she sounds relaxed, even soulful. The artistry of her voice lies in those moments of versatility and charisma, but they're too isolated across Joyride to land with the kind of impact they deserve".
Politiken
d. 12. apr. 2018
af
af
Simon Lund
d. 12. apr. 2018
"[Tinashe] lød ellers som en r'n'b-stemme, der kunne og ville noget andet, da hun dukkede op på beats fra Dj Mustard i 2014. Men fire års forsinkelser senere lyder Tinashe mere splittet end klar i popmælet. På hendes andet album er der sensuelle popperler, dancehallvibrationer og undervands-r'n'b. Mens hun mimer Rihanna og får besøg af Future, prøver hun både at være som de andre og lyde som sig selv. Jeg savner et entydigt aftryk af Tinashe".
Information
d. 20. apr. 2018
af
af
Emil Eggert Scherrebeck
d. 20. apr. 2018
"Albummet skulle være udkommet i 2015, men blev så rykket til '16, så til '17, og først nu har det ramt pladebutikkerne ... Med Joyride gør [Tinashe], hvad hun kan for at tænke positivt og skabe en forestilling om en konstruktiv udvikling i den rodede affære, som albummet er blevet skabt ud af ... Albummets styrke er i højere grad at skabe stemningsrum end at skabe en forestilling om progression. I de bedste øjeblikke er numrene på Joyride derfor afgrænsede enheder, intime rum med dæmpet belysning, der opfyldes af tusmørke-R&B til de lumre timer.»Ooh La La« byder for eksempel på lækker 90' er-kitch med chorus-guitar, inciterende vokalsamples og et beat, der er bygget op omkring lyden af en knirkende springmadras. Mens »He Don't Want It«, der har en underspillet storladenhed og en fin popmelodisk sensibilitet, som leder tankerne hen på norske Susanne Sundfør, er musikalsk smerte, man kan glemme sig selv i. Som album betragtet hænger det desværre ikke udpræget godt sammen".