"Albummet skulle være udkommet i 2015, men blev så rykket til '16, så til '17, og først nu har det ramt pladebutikkerne ... Med Joyride gør [Tinashe], hvad hun kan for at tænke positivt og skabe en forestilling om en konstruktiv udvikling i den rodede affære, som albummet er blevet skabt ud af ... Albummets styrke er i højere grad at skabe stemningsrum end at skabe en forestilling om progression. I de bedste øjeblikke er numrene på Joyride derfor afgrænsede enheder, intime rum med dæmpet belysning, der opfyldes af tusmørke-R&B til de lumre timer.»Ooh La La« byder for eksempel på lækker 90' er-kitch med chorus-guitar, inciterende vokalsamples og et beat, der er bygget op omkring lyden af en knirkende springmadras. Mens »He Don't Want It«, der har en underspillet storladenhed og en fin popmelodisk sensibilitet, som leder tankerne hen på norske Susanne Sundfør, er musikalsk smerte, man kan glemme sig selv i. Som album betragtet hænger det desværre ikke udpræget godt sammen".