En lind strøm af sportsbøger har i nye serier belyst de enkelte sportsgrene for interesserede børn og unge, ofte i letlæselig form og appellerende opsætning. Her forekommer den foreliggende bog om judo en kende for konservativ i opsætning og for svær for den yngre del af målgruppen. Bogen indledes med en definition og historisk gennemgang af sporten, derefter afsnit om udstyr, teknik, kamp og bedømmelser. Endelig præsentation af relevante japanske udtryk, stikord og nyttige adresser, også danske, selv om bogen er oversat fra engelsk. Tekstmængden er ret omfattende og svær, ikke mindst på grund af de japanske ord. Illustrationerne er stort set alle instruktionsbilleder, der, sammen med teksten, skal afsløre teknikken, men nok egentlig kun gør det for den indviede. Kampsportsteknik er kompliceret, improviseret, vanskelig at forklare og/eller illustrere. Det skal nok ses for helt at forstås. Dog - bogen giver et indblik i en mindre kendt sportsgren for den interesserede elev fra ca. 6. klasse, og der findes ikke meget andet om emnet på skolebiblioteket. I serien desuden bøger om karate, kung fu og taekwondo.