Julie vil gerne lære engelsk, og det får hun lejlighed til, da hun tager til New York i en uge, hvor hun skal bo hos sin ven, Tom. Det er rammen om bogens 12 temaer, der bl.a. er landing og velkomst i New York, Toms værelse, på gaden, i Central Park, Toms fødselsdag, Uafhængighedsdagen, på shopping og afskeden i lufthavnen. Temaerne præsenteres med dels en dansk tekst og dels engelske ord, udtryk og sætninger, der er sat med fede typer. Hvert opslag har desuden "Julies ordbog", der indeholder de aktuelle engelske ord med deres udtale i lydskrift samt den danske oversættelse. I tilknytning til bogen er der en cd med de 12 scener plus fire spil. Ved at klikke på ting og personer kan man se og høre udtalen af den engelske tekst. Det er et aktuelt og tiltalende forsøg på at støtte den første engelskindlæring i interaktiv form. Teksten, der kan selvlæses fra 3.-4. kl., er placeret i helsides, farvelagte illustrationer, der er holdt i klare, skarpe farver. Bog og cd kan primært anvendes til privat brug, men kan evt. også indgå som supplement til begynderundervisningen. Vedr. lydskriften er det ikke optimalt, at forlyden i "the" er sat som et hårdt d samt at tryk ikke er angivet.