Bøger / skønlitteratur til børn / sagn

Kaassassuk - den forældreløse


Beskrivelse


Tegneserie. Grønlandsk sagn om den forældreløse dreng Kaassassuk, der bliver mobbet på sin boplads. Da Kaassassuk får overnaturlige kræfter af Kraftens Herre, tager han en frygtelig hævn over sine plageånder.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. juli 2008

af

af

Pia Boisen Michelsen

d. 3. juli 2008

Tegneserie fra 9 år om den grønlandske sagnhelt Kaassassuk.

Et af Grønlands store sagn. Forældreløse Kaassassuk bliver mobbet under hele sin opvækst. Efter et møde med Kraftens Herre får han overnaturlige kræfter og bliver en stor fanger. Da hans tidligere plageånder på bopladsen begynder at indynde sig, får han nok og dræber dem i vrede. På en rejse finder Kaassassuk omsider sig selv. En barsk og storslået historie tegnet og fortalt af den grønlandske animator Christian Fleischer Rex. Billederne er præget af fart, drama og udtryksfulde figurer, der godt kunne minde lidt om tegnestilen i fx Taynikma. Farverne er primært jordfarver, og der er et fint skiftende lys på billederne. Da det slår klik for Kaassassuk, bliver alting rødt. Teksten er kortfattet, men understøttes fint af billederne. Alt i alt en flot moderne tegneserie, der dog har nogle grumme indslag som fx en isbjørnefamilie og en boplads, der må lade livet, hvilket dog ikke ses i detaljer. Flot forside med Kaassassuk og en isbjørn. Udgives på grønlandsk, dansk og engelsk. Der er planer om en tegnefilm.

Sagnet er tidligere udgivet som billedbogen Kaassassuk - den forældreløse af Miki Jacobsen i 1999 samt i Kirsten Gades Sagn og eventyr - fra Grønland, 1983.

Tegneserieversion af populært grønlandsk heltesagn. Spændende og til tider barsk historie med flotte dramatiske billeder og farver.