Målgruppe blandt biografilæsere, og bogen kan måske også formidles til dem, som gerne læser bøger fra virkelighedens verden (erhvervsliv).
Mix af biografi og personligt skarptslebent; som en god kokkekniv i mørt kød, portræt af restaurationsbranchen. Forfatteren har selv på egen krop oplevet branchen indefra og det tilsyneladende mere på ondt end på godt. Han er bl.a. selv tidligere restauratør på flere forskellige restauranter. Han er desuden mag.art. i filosofi. Bogen starter meget sigende med en konkursbegæring i Skifteretten. I bogen erkender han bl.a.: "Syv års færd gennem rigelighed og knaphed har fundet sin ende." Det er en meget personligt skrevet fortælling om et liv i overhalingsbanen med ambitioner i restaurationsbranchen brat afbrudt af en rolle som en af finanskrisens tabere eller ofre. Tror man forfatteren, og han virker umiddelbart overbevisende, er branchen ret rådden for at sige det mildt. Sorte penge, korruption, illegal arbejdskraft med mafia-lignende bagmænd er kun nogle af ingredienserne. Afsluttende et appendiks, der afslører de fupnumre vi som kunder måske alle oplever. Velbekomme siger jeg bare!.
Der er masser af højt profilerede kendis-kokke med bøger under kokkehuen, men ikke andre lignende afslørende portrætter af branchen indefra.
Ret interessant og meget personligt portræt af restaurationsbranchen, der dog uden direkte aktiv formidling til læsere af biografier har en noget smal målgruppe.