Bogen er et fælles skriveprojekt om den jyske hede med fire nyere skønlitterære forfattere, Pablo Henrik Llambias, Jeppe Brixvold, Lars Skinnebach og Lars Frost. Et sådanne projekt er en forholdsvis sjælden begivenhed i dansk litteratur og det er sammenlagt lykkedes udmærket. De fire forfattere besøger området et forår og efterår og skriver hver deres tekst. Teksterne strækker sig genre- og indholdsmæssigt ganske bredt. Her er både fiktion, rejseessay, new journalism, biografi (om Blicher), og diskussionsforum i bedste højskoleånd om hvad heden er. Det er både den virkelige hede med lyng på, sådan som kartoffeltyskerne mødte den og den litterære hede (Blicher) som forfatterne forholder sig til. Teksterne forholder sig kritisk til hinanden, det er ikke sjældent at de andres tekster latterliggøres og det er især her man underholdes som læser. Det er dog i sammenstødet mellem forfatternes forskellige synsvinkler og skrivemåder at bogen samtidig løfter sig til at være mere end blot underholdende. Målgruppen er læsere af nyere dansk litteratur og bogen er desuden velegnet i opgavesammenhæng, men også læsere af andre "hedeforfattere", som f.eks. Peter Seeberg, kunne "bestikkes" til at læse denne, vil jeg mene.