Teamet bag bogen er de samme, som skrev portrættet af Frank Jæger i 2002, Skyggerne gror, og også denne bog er delvist baseret på radiomontager. Det er bogens mål at skildre Klaus Rifbjerg så tæt på som muligt som personlighed. Der er altså ikke tale om et forfatterportræt men om et portræt af en forfatter, der alene gennem et enormt forfatterskab og som debattør m.v. har placeret sig centralt i nutiden. Bogen er lagt an som en mosaik. Her fortæller en række kolleger og venner om deres forhold til Rifbjerg, om fælles oplevelser, om Rifbjerg som ven. Her er klip fra tidligere udgivelser, hvor f.eks. Rifbjerg selv fortæller om sin virksomhed, og her er klip fra forfatterskabet, hvor udgiverne ser paralleller til det biografiske. Og så er der citeret en lang række breve, hvoraf kun et enkelt har været trykt til dato. Et af de gennemgående træk i beretningerne er, at Rifbjerg hader forandringer, hvis han synes at ting går godt - gode fællesskaber må f.eks. ikke ophøre. Et andet træk er, at folk helst skal blive i de roller, Rifbjerg synes de fungerer godt i. Og så virker han generøs i pengesager. Man kan ikke interessere sig for dagens debat og nutidens litteratur uden at forholde sig til Rifbjerg; her kan man så komme meget tæt på, og det er fascinerende.