Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Kærlighedskarrusellen


Beskrivelse


Amanda tager sammen med Samuel på cirkusskolekursus i Stockholm. Samuel føler sig udenfor, fordi Amanda har travlt med alt andet end ham. Han føler sig trådt over tæerne en gang for meget, og det er nu op til Amanda, om de skal blive ved med at være venner.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. sep. 2011

af

af

Pia Petersen

d. 19. sep. 2011

3. bog i serien om Miss Amanda Hill for især piger fra 9 år. Kan også højtlæses fra ca. 7 år.

Lin Hallberg er især kendt for sine fine hesteserier. Her møder vi for 3. gang Amanda, der drømmer om at blive en rigtig cirkusprinsesse. Amanda tænker sig ikke altid om, før hun handler, og derfor ender hun tit i episoder, der ikke er så heldige. Amanda bliver sammen med sin bedste ven Samuel inviteret til et kursus på cirkusskolen i Stockholm, hvor hun gik før hun flyttede ud på landet. Samuel er i den grad uden for sin tryghedszone og føler sig i flere omgange udenfor og overset af Amanda. Det kulminerer, da de er på afslutningstur i "Gröna Lund" med hele cirkusholdet, hvor Samuel føler sig så trådt på, at han tager til Centralstationen for at tage et tog hjem. Amanda når kun at fange ham, fordi han ikke har penge nok til billetten. Hun får sagt undskyld, og de bliver gode venner igen. Sproget er flydende og forekommer naturligt. Læsningen støttes af godt med luft mellem linjerne og af fine illustrationer af Antonieta Medeiros. Hun har også illustreret for- og bagside.

Både i form og indhold minder denne bog mig om Gahrton og Unenges serie Livet ifølge Rosa. På mange måder minder Amanda også om Rosa, da de begge vil være kendte på baggrund af deres talent, og Rosa kan også have tendens til at handle inden hun tænker.

Rigtig sød opfølger i serien som nok skal blive taget med hjem. På en fin måde behandles problematikken om, hvordan man kan/skal opføre sig over for sine venner.