For interesserede i flyvning, RAF, 2. verdenskrigs historie samt oprettelsen af Flyvevåbnet.
I forbindelse med afsløring af en buste af Kaj Birksted i Churchill Parken d. 5. maj 2010 har Peder Hove forfattet dette mindeskrift, udgivet med støtte fra Velux-fonden. Birksted var Danmarks kendeste krigsflyver, han var jagerpilot i de norske flyverstyrker, der indgik i RAF, og da han nedskød 10 tyske jagerfly, hørte han til den absolutte elite blandt piloterne, et af "the Aces", en kreds man tilhørte, hvis man havde skudt mere end 5 tyske fly ned. I de første to tredjedele af bogen fokuserer forfatteren på hans krigsindsats, den sidste tredjedel er viet efterspillet, der ikke tjener det danske militær til ære. Oberst Birksted, der var højt dekoreret af både Norge og England, fik ikke den plads i skabelsen af det tredje værn, nemlig Flyvevåbnet, som han havde fortjent. Forfatteren, der selv er tidligere jagerpilot, har skrevet flere bøger om emnet bl.a. Tre flyvere, 2000, hvor han også beskriver Birksted og 2 andre flyvere.
Foruden Peder Hove selv har K. Rønhof fortalt om Birksted i Vi fløj for friheden, 1990. Han er desuden også med i en række samleværker om 2. verdenskrig.
En lille hurtigt læst beskrivelse af en enkelt mands indsats for friheden og hans rolle efter krigen, hvor han ikke blev værdsat efter fortjeneste. Bogen vil blive læst med interesse af alle fly- og krigsinteresserede.