Kamelen kom til sidst er en vidunderlig billedbog. Interessant fordi bogen på én og samme tid er både klassisk og moderne, og fordi den fortæller sin historie så rytmisk og glidende. Det klassiske kommer til udtryk i en enkel, kronologisk opbygning uden sidespring, og med en billedside, der er opbygget af store, afdæmpede malerier, som nøjagtig indfanger stemningen og indholdet i historien. Tekst og billeder er her en enhed i højere grad end man er vant til. Billedbogen er fuldstændig renset for hæsblæsende effekter, til gengæld rummer den en både sjov, overraskende og finurlig historie - oven i købet fortalt i et befriende originalt og underfundigt sprog. Ursula Seebergs malerier er ligeledes fremragende - fulde af humor og varme, og med en overvældende indføling i naturen. Aldrig har kamelen vel været afbildet finere end her. Nok er denne variation af skabelsesberetningen traditionel i sin opbygning, men både sproget og den meget kontante gudsopfattelse er særdeles moderne. Afslappet og humoristisk uden at være ironisk eller nedladende. I afslutningen skærpes appetitten - desværre er klimakset i historien lidt skuffende. Alligevel er billedbogen her så dygtigt lavet, så hyggelig og sprogligt og billedsprogligt pirrende, at den bør blive et langtidsholdbart hit for alle over 4-5-årsalderen.